Rød og skallende hud, der falder af i flager, får fodterapeuter til at advare mod de populære fodmasker, der sælges i flere supermarkeder.

Bloggere og dameblade har skrevet spaltevis af tekster om de såkaldte eksfolierende fodmasker. Her viser de billeder af deres fødder, når de har ligget i lage i fodposen og begynder at skalle. Og konklusionerne efter et par uger minder om hinanden. Silkebløde babyfødder.

Men virkeligheden er også en anden. Det er den, fodterapeuter støder på, når de har mennesker i behandlerstolen, som beretter om en fuldstændig anden oplevelse. De viser fødder, hvor huden er hærget og rød, selvom fodmasken er taget af før tid. Birgitte Holm er en af dem, der lagde produktet i indkøbskurven, da hun handlede ind. Hun sammenligner fodmasken med at stikke fødderne ned i kaustisk soda.

Skrækkeligt at de findes
’Efter mindre end et kvarter begyndte mine fødder at brænde og svie så meget, at jeg måtte tage poserne af. Derefter skyllede jeg fødderne, som umiddelbart efter så fine ud. Men efter halvandet døgn, blev det helt forfærdeligt. Huden sprækkede og faldt af i store flager med tør hud. Og nu tre uger efter, at jeg prøvede fodmasken, kan jeg stadig se rester af behandlingen. Men nu kan jeg da have sandaler på uden at de ser grimme ud. Jeg synes, at det er skrækkeligt, at disse fodmasker findes og kan købes i supermarkeder, hvor de promoveres kraftigt’, fortæller hun.

Fodterapeut chokeret
Tre dage efter fodkuren, tog Birgitte Holm til sin fodterapeut, Malene Oeftiger, der blev dybt chokeret over føddernes tilstand. Hun skrabede så meget af den løse hud af, som hun kunne komme til uden at røre den røde hud og efterfølgende har Birgitte Holm været meget flittig med fodcremen. Inden for de sidst par uger har Malene Oeftiger, der er indehaver af en klinik for fodterapi i Roskilde, haft en anden patient, som har haft dårlige erfaringer:
’Han stoppede også kuren lang tid før de 90 minutter, som producenten anbefaler. Det brændte og gjorde ondt, og efterfølgende faldt huden hos ham også af i laser på hele foden; inklusiv svangen og på vristen, hvor huden er tynd’.

Kan få alvorlige konsekvenser
Det er imidlertid langt fra første gang, Malene taler med patienter, der har forsøgt sig med fodmaskerne. Men det er første gang, at hun ser fødder få dage efter behandlingen.
’Jeg har aldrig oplevet så meget tør hud og tør slet ikke at tænke på, hvad der sker, hvis en person med tynd hud, nedsat kredsløb, nedsat følesans eller diabetes bruger en af fodmaskerne. Det kan danne sår, der har svært ved at hele, hvilket kan have alvorlige konsekvenser. Jeg ved godt, at brugsvejledningen advarer mod at bruge produktet, hvis man har disse lidelser, men de bliver jo ikke læst’, påpeger hun.

Fraråder fodmaskerne
Malene Oeftiger er ikke den eneste fodterapeut, der advarer mod brugen af fodmasker. Mange deler hendes oplevelser.
Judy Ann Rieneck, fodterapeut i Horsens fortæller: ’ Jeg har kun set rædselsfulde resultater ved brug af fodmaskerne, sår og atter sår, og folk, der begynder at pille i den afskallede hud af. Jeg fatter ikke folk tør anvende dem’.
Ann Thejsen Grønhøj Holt, fodterapeut i Viborg, er enig: ’Det ser helt vildt ud. Jeg har patienter, der stadig skaller, selvom det er længe siden, de har brugt disse maske. Jeg fraråder brugen af dem’.
Flere patienter har tilkendegivet, at de vil klage til Forbrugerstyrelsen over fodmaskerne, der lover noget helt andet end det, de selv har oplevet. På en af pakkerne skriver producenten: ’herligt bløde fødder efter bare én behandling. Fjerner skånsomt hård hud og udjævner aldrende hud. Enkelt, sikkert, smertefrit’.

Skriv et svar

Your email address will not be published.